Skagens Museum - Skagen
DK - Nordjylland
Vi garanterer
Skagens Museum - Skagen
Historien om skagensmalerne, som næsten er 'historien om Skagen', er ganske fantastisk. Datidens unge og mest visionære kunstnere, der havde studeret på kunstakademierne i de europæiske hovedstæder, blev så fascineret af området og fiskernes hårde liv, at de endte med at bosætte sig i den lille uanselige fiskerby i Skagen.
Skagens Museum er et meget smukt museum, som har fejret 100 års jubilæum. Museet blev stiftet 20. oktober 1908 med det formål at bevare skagensmalernes værker i de omgivelser, hvor de blev skabt. Museet har bevaret et varmt og naturligt lysindfald fra det, der netop optog skagensmalerne så meget – lyset. Værkerne er skønne og mange er sikkert kendte for de fleste. Men at se dem i disse historiske bygninger midt i det smukke gamle Skagen og få hundrede meter fra de strande, hvor Krøyer, Ancher, Tuxen og Locher stod med deres staffelier, er en helt speciel oplevelse.
I haven, hvor også caféen ligger, kan man sætte sig på bænkene og kigge lidt på de omgivelser, der udgjorde kulisserne for et af den danske kunsthistories mest betydningsfulde værker ”Hip, Hip, Hurra!” fra 1888 af P.S. Krøyer.


